Møllergården

I september 1867 satte Jørgen Jacobsens søn, ligeledes Jørgen Jacobsen, Møllergården til salg med en annonce i Dybbøl Posten.

Ejendommen bestod på det tidspunkt af 2 møller: en stråtækt hollandsk vindmølle med fem gange dvs. 5 forskellige slags møllesten til fem forskellige typer mel, deriblandt franske sten og tilhørende sigteværk, en gammel men stærk og rummelig vandmølle, som dog kun havde vand nok i vinterhalvåret, ca. 8 tønder land, ret til græsning af en ko på en fællesmark i Lysabild, bygninger der inkluderede: et velholdt grundmuret beboelseshus på 13 fag samt en ladebygning med stald på 19 fag. Møllen lå desuden tæt på en ladeplads og dampskibsstation i dag Taskland. I annoncen fremgår det også at overtagelse kun kunne finde sted lige før vinterårets mølleri skulle til at opstarte eller når det skulle lukkes ned til sommer, med overtagelsesdato enten d. 1/10 1867 eller 1/4 1868.

Det her er første gang vi får en oversigt over Vibæk Mølleanlæg.

Det giver os samtidig indblik i at det ikke var nok bare enemand at være møller. Der var behov for en møllersvend som hjalp med driften og boede tæt på møllen. Ligeledes var en husholderske eller, som oftere på Vibæk, en hustru en nødvendighed for at drive møllergården med alt hvad det indebar af planlægning af forrådskamre, frugtplantager, madlavning og forberedelser til de forskellige årstider, hvor møllens indtægter svingede. En tjenestepige eller ung pige i huset var også nødvendig for at assistere møllerkonen med hendes drift af gården.

Møllerkarlen delte ladebygningen med staldens dyr. Fra hans kammer kunne han se direkte op til møllen, så selv når det var spisetid, kunne han reagerer på skiftende vindretninger. Vinduet fra hans kammer mod møllen er genskabt i rekonstruktionen. I stalden ved siden af hans kammer stod der typisk en ko eller to samt nogle heste. Det var ikke et liv i luksus, arbejdet var fysisk hårdt med tunge melsække, manuel trækning af møllen i den rigtige vindretning og af- og pålæsning af bøndernes korn og mel efter endt maling i møllen og melstøvet var sundhedsskadeligt, men på trods at det fortsatte mølleriet på Vibæk frem til 1938.